#38 taknemlighed

To seje, unge kvinder har inspireret mig til at starte med at skrive et ugentlig indlæg dedikeret til de små og store øjeblikke i ugen, som jeg har været taknemlig for. De to unge kvinder er Mia Gardum og Emma Martiny, som jeg snart har fulgt i flere år.

Jeg synes, at vi mennesker er lidt for gode til at fokusere på de negative aspekter i livet. Inklusiv mig selv! Jeg bor netop nu i Lille i Nordfrankrig, hvor jeg er på udveksling indtil jul, og jeg har opdaget, at jeg har brugt en del tid på små bekymringer her de sidste par uger. I stedet for at nyde være på udveksling! Det er dog faktisk ret interessant. For jeg har lagt mærke til, at disse perioder ofte til dels skyldes, at jeg glemmer at være taknemlig for de små ting. Det er, som om jeg ikke rigtigt fokuserer på andet end de negative følelser og tanker.

Men, det håber jeg at kunne få vendt lidt rundt på med dette ugentlige indlæg. For selvom der skal være plads til negative tanker og følelser (vi er jo kun mennesker), skal vi også huske den barnlige taknemlighed og glæde.

Så, hvad har jeg været taknemlig for i denne uge?


– Gratis at kunne opleve et kor af sydafrikanske operasangere synge i Lilles opera sidste søndag. Jeg forstod ikke, hvad de sang, men især én speciel sang, rørte mig til tårer!

–  At løbe en tur i morgensolen uden musik i ørerne og lade telefonen blive hjemme.

–  Det magiske efterårslys som lå over haven Jardin Vauban torsdag morgen.

– At jeg bor i en del af verden, hvor vi ikke bliver hærget af og mister vores hjem på grund af voldsomme orkaner, som orkanen Maria. 

–  At jeg endelig har mulighed for at blive god til fransk, og at jeg bliver bedre og bedre.

– At jeg tilfældigvis havde valgt at tage mit kamera med mig i går eftermiddags. På vej hjem fra den gamle bydel i Lille, ramlede jeg ind i den gyldne time. Pludselig blev jeg grebet af en trang til at udnytte de smukke nuancer af guld, der altid lægger sig over ting, til at tage nogle billeder.

–  At tredje sæson af Outlander er kommet på Netflix, og at Netflix kun frigiver ét afsnit per uge. Både bøgerne og TV-serien er bare fantastiske!

–  At jeg har planlagt at tage til Ghent i Belgium i næste weekend. Jeg skal afsted med tre af mine veninder hernede fra, og vi glæder os til at være super kulturelle, spise god mad og drikke lidt store mængder belgisk øl.

–  Erasmus-programmet! Uforglemmelige oplevelser, nye venskaber, gratis sprogundervisning og endda finansiel støtte.

–  Mine tætteste veninder. De er guld værd og fortjener min taknemlighed mindst hver uge!

– Det er måske lidt fjollet, men jeg er så taknemlig for, at jeg kan den lækreste te fra Kina og Japan! Med globaliseringen glemmer jeg ofte, at det ikke var sådan for bare 100 år siden.


IMG_7280

 

Reklamer

Der skulle en hjernerystelse til

Til alle som glemmer at stoppe op, til dem der gerne vil blive bedre til at stoppe op og til mig selv.

For præcis et år siden i dag blev jeg ramt af en hjernerystelse, der endte med at slå mig ud i fem måneder. I dag sidder jeg i Frankrig, jeg er på udveksling på det universitet, jeg ønskede mig, og jeg har aldrig haft det bedre.

Jeg fik lyst til at skrive dette i dag. Ikke fordi jeg gerne ville forklare om min ”sejr over hjernerystelsen” og gøre livet til en konkurrence. Nej, jeg fik lyst til at skrive det, fordi jeg faktisk var virkelig glad for, at jeg for et år siden fik den pause fra hverdagens ræs.

Da jeg slog hovedet, troede jeg til at starte med ikke, at der var sket noget. En uge senere måtte jeg erkende, at mit hoved virkelig ikke havde det godt. Min tid derefter blev brugt på at høre lydbøger, meditere, gå lange ture i København, spise chokolade, drikke te og egentlig bare på at slappe af.

Jeg havde så meget tid, at jeg kunne bruge en halv dag på at sidde og kigge ud over vandet, hvis jeg havde lyst. Noget som jeg altid har elsket at gøre, men som jeg tidligere ikke rigtigt gav mig selv lov til. For jeg havde altid et stik af dårlig samvittighed, over at der var mange ting, jeg burde gøre i stedet.

Selvfølgelig var der dage, hvor jeg var sur på hele verden. Hvor jeg følte en dyb uretfærdighed, over at det lige skulle ske for mig. Hvor jeg savnede at kunne løbe en tur, når jeg ville og se mine venner i så lang tid og hvornår jeg ville. Min allerede eksisterende angst blev også forstærket efter hjernerystelsen, og jeg følte ofte en stor uro i kroppen.

Netop uroen leder mig frem til det, jeg vil pointere med dette lille essay. For sidste september stod jeg pludselig i en situation, hvor jeg ikke længere skulle præstere noget. Jeg skulle egentlig bare være i nuet. Jeg vidste ikke, hvor længe min hjerne ville have brug for pause, og det gjorde mig urolig. Pludselig havde jeg ikke længere noget, der kunne holde mig beskæftiget fra mine tanker, og det var nok den største udfordring i de måneder. Men samtidig var det netop det, som var en gave.

Jeg tror vitterligt ikke, at det er sundt for os at leve på den måde, mange lever i Danmark i 2017. Med den enorme informationsstrøm, og de krav vi stiller os selv mht. job, uddannelse, udseende osv. Vi skal hele tiden prøve så hårdt.

For mig føltes det, som om der altid lå et usagt krav, om at man som studerende skal kunne jonglere både studie og studierelateret arbejde. Samtidig skal du se godt ud, have en sej hobby og nå at gå i byen i weekenden, for gud forbyde ‘FOMO’. Du skal også kunne møde på studiet eller arbejdet om mandagen med et stort smil, overskud og en emne til at se de nye løsninger. For du er jo ung og livet har endnu ikke dræbt din optimisme og din kreativitet.

Alt dette er sagt før. Men jeg forstod ikke, hvor meget disse ting tyngede mig, før jeg blev nødt til at få ro. Før jeg blev nødt til at tage den pause væk fra det hele.

Netop det at tage pauser, at slukke telefonen og computeren. At sidde og kigge udover havet, fordi man har lyst, og ikke fordi man venter på det perfekte øjeblik til at tage et billede til Instagram. Det er noget, jeg stadig skal minde mig selv om hver dag.

Men oplevelsen med hjernerystelsen har gjort, at jeg faktisk nu gør det og lytter til min krop. Jeg husker den 10 minutters meditation, selvom jeg hellere vil flade ud og se Netflix.

Det er en udfordring at stå af ræset og nyde de små øjeblikke. Men måske bliver det lettere, hvis vi alle husker hinanden på det. Hver dag.