Taknemlighed

I sidste uge besluttede jeg mig for at starte med at dedikere en del af mit ugentlige taknemligheds-indlæg til gode nyheder, som omhandler natur, bæredygtighed, miljøet, klimaet etc. Selvom det nogle gange kan være svært at huske de gode nyheder, er de der helt bestemt! Disse indlæg er altså helt og aldeles dedikeret til fremskridt og ikke tilbageskridt på disse områder.

I dag gik jeg en tur i den smukke skov, Dyrehaven, nær København. Så snart jeg kom derhen, løb min telefon tør for strøm og det begyndte at sne. Se det er et tegn, jeg kan forstå! Der var andre folk i skoven udover mig, men for det meste, fik jeg vejene for mig selv. Jeg nød bare at gå der, alene i naturen, med sne der stille dryssede ned og dækkede træerne og det gule græs. Det gjorde mig så glad, at jeg tog et par dansetrin, haha. 😉

Men, hvad har jeg ellers været taknemlig for i denne uge?

At Saudi-Arabien er på væk fra titlen som Oliestat og i stedet til Solriget. For landet forventer at investere hele 42 milliarder (!) i solenergi, som jo er fantastiske nyheder!

For podcastet The Slow Home Podcast som bliver produceret af et australsk par, der gerne vil inspirere andre til at leve et mere roligt og langsomt – men også grønnere – liv.

Apropos et langsommere liv, er jeg faktisk utroligt taknemlig for den hjernerystelse, jeg blev ramt af tilbage i efteråret 2016. Det lyder måske underligt, da den tog mig omkring fem måneder at komme mig over. Men på grund af hjernerystelsen har jeg fået en dybere respekt for livet. Læs mere om den oplevelse her.

En spontan søndagsbrunch hos min svigerinde og bror med mine forældre.

Når store virksomheder som Patagonia og Northface tager føringen i grøn aktivisme! Dette er endda blevet til en fænomen, som hedder corporate activism. Er du nysgerrig? Så gør dig selv den tjeneste at læse artiklen fra Verdens Bedste Nyheder. Den gav mig glade kuldegysninger ned ad ryggen!

At min praktikperiode hos kommunikationsbureauet LEAD Agency startede denne uge. Atmosfæren er god, folk er meget imødekommende og talentfulde!

 At IPPC (Intergovernmental Panel on Climate Change) har besluttet sig for at fokusere mere på kommunikation. Endelig, ville nogen mene – inklusiv mig selv. IPPC har igennem årene lavet noget utroligt vigtigt forskning, men de er ikke særligt gode til at kommunikere denne vigtige viden. For nogle måneder siden læste jeg en artikel, hvor en journalist foreslog, at forskere skulle samarbejde med poeter og forfattere. For de ved, hvordan man taler til hjertet, hvor forskere… ikke gør. Jeg husker tydeligt et citat fra artiklen, som siger: “We are blessed with a wealth of nature and wealth of language. Let us bring them together and use one to defend the other.”

Flere gode nyheder når det kommer til udnyttelsen af solenergi! Et andet solbeskinnet land ser lige nu et boom i forhold til at installere solpaneler på hustage. Men der bliver også bygget solcelleanlæg over hele Australien. I Queensland er solenergi ligefrem statens største energikilde!

Endelig at få alle mine bøger hjem på mit nye værelse.

Reklamer

Tips: Bevidsthed på badeværelset

Et leksikon fra A-T af badeværelsesprodukter, som er bedre for naturen, dig selv – samt måske ligefrem din sjæl.

Det kan være overvældende at skulle tænke bæredygtighed ind i alle hverdagsvaner. Jeg begyndte selv for flere år siden at tænke over, hvilken indvirkning de ting, jeg køber, har på naturen. Men hvis man bare er tålmodig med sig selv og tager én ting ad gangen, bliver det mere overkommeligt. Man kan f.eks. starte med et par af de produkter, man har stående på badeværelset! Her kommer nogle tips til produkter, du kan købe, som er mere skånsomme for den naturlige verden, dyrene og dig selv.

Afblegning: Økologisk Kamille og frisk citron

Hvis du som jeg er blond, kender du sikkert følelsen af lettere vemod, der kommer, når ens gyldne sommerhår går hen og bliver en anelse leverpostejs-farvet om vinteren.

En helt naturlig og billig metode er at finde en halv frisk, økologisk citron og noget kamillete frem. Tag to spiseske kamillete og bland det i omkring 1/2 liter vand i en gryde. Pres den halve citron i blandingen og varm den op til kogepunktet. Lad derefter blandingen simre i 10 minutters tid og lad den køle, til den er lunken.

Nu sier du kamilleblomsterne fra, og fordeler blandingen i vådt hår. Vrid derefter det overskydende væske ud af håret og lad det sidde i et kvarters tid, før du tørrer håret med en føntørrer. Næste morgen vasker du håret som normalt og voilà, du har nu fået lysere hår.

OBS. Fra hvad jeg har kunnet læse frem mig til, virker det kun, hvis du allerede har blond hår. Ellers skal der skrappere midler til.

IMG_7925

Barberskraber

Jeg bruger en Safety Razor fra Gillette, som jeg tilfældigvis fandt på mine forældres badeværelse. Den har nok stået der i 30 år, og det siger noget om kvaliteten! Jeg havde tidligere læst om disse, men brugte stadig de almindelige skrabere, hvor man nærmest skal skifte bladene efter 7 gange i brug. Det var jeg lidt træt af, og samtidig synes jeg, det var spild af materiale at smide dem direkte i skraldespanden. For da både plastik og metal var blandet sammen, kunne man jo ikke smide dem i metalaffald. Det er noget andet med en Safety Razor, hvor du køber fem blade i fx Matas for 50 kr! Disse blade holder virkeligt længe og kan smides ud som metalaffald, da det er rent aluminium. Derudover er de kendt for ikke at forårsage irritation og indgroede hår.

Barbersæbe

En gammeldags klump sæbe, som man skal gøre fugtig og derefter skumme op på sine ben, før man barberer dem. Skeptisk? Ja. Overvundet? Ja! Både huden og hårene er blevet blødere, efter at jeg er skiftet til denne sæbe, og jeg har færre problemer med irriteret hud. Det kan muligvis være, fordi sæben er lavet på vegetabilske olier. Samtidig undgår man den store mængde plastikemballage.

IMG_7937

Deodorant: Lavera eller frisk citron

Jeg skiftede for nogle måneder siden til en deodorant fra det tyske mærke Lavera. Grunden til det var, at jeg gerne ville have en deodorant uden aluminium. I sommers havde jeg lagt mærke til, at flere af mine hvide toppe havde fået gule skjolder under armene. Det viste sig, at aluminium var synderen. Laveras deodoranter er bl.a. uden aluminium, og efter et hurtigt google-tjek kunne jeg se, at deodoranterne havde fået ganske gode anmeldelser. Det viste sig at holde stik, og jeg er mindst lige så glad for Laveras 24 h Fresh Body & Wellness Care, som jeg var for min gamle Neutral-deodorant.

Et andet tip er at bruge en skive frisk citron i stedet for deodorant. Man stryger bare en skive citron i armhulerne – selvfølgelig med kødsiden. I følge min far virker det bedre end deodorant. Det må da siges at være naturligt!

Håndcreme: Kokosolie og/eller mandelolie

Her er jeg nærmest gået væk fra almindelig håndcreme og bruger i stedet den kokosolie og mandelolie, jeg alligevel har stående.

Hårkur: Kokosolie

Når mit fine, skandinaviske hår trænger til en hårkur, bruger jeg kokosolie. Dog kun til længderne. Har jeg god tid en morgen, varmer jeg et par spiseskefulde kokosolie op, til det smelter. Derefter fordeler jeg det i hårets længder, og lader det gerne sidde i et par timer. Derefter vasker jeg håret. Sørg dog for først at massere shampooen ind i hårets længder, før du gør det vådt, da det ellers kan være svært at få al olien ud. Det er utroligt, hvilken forskel kokosolien har gjort for mit hår! Jeg er nu ikke blevet klippet i små to år, men det kan man nærmest ikke se.

Kropslotion: Kokosolie og/eller mandelolie

Ligesom håndcremen er blevet skiftet ud med olien, er kropslotionen det også.

Læbepomade: Kokosolie

Sikke en overraskelse! Tidligere havde jeg brug for at påsmøre læbepomade flere gange om dagen, men det problem har jeg ikke mere. Kokosolien klarer skærene. Hvis man savner at have en læbepomade i tasken, kan man snildt finde en lille, fin bøtte og med en ren ske putte noget kokosolie herover i.

Menstruationskop

Første gang jeg hørte om fænomenet en mentruationskop, var jeg pænt skeptisk. Det lød besværligt og usikkert. Kunne sådan en silikone-dims virkelig holde på sagerne? Svaret er ja. Siden jeg købte min for lidt over et år siden, har jeg været super glad for den. Man sparer de enorme mængder bind og tamponer, penge, man skal kun tømme den morgen og aften, og så er det bedre for underlivet.

Tandbørste af bambus

Noget plastik er nyttigt, mens andet uden problem sagtens kan blive skiftet ud med et andet materiale. Som fx. en tandbørste i bambus! Planten er den hurtigst voksende i verden og er derfor meget miljøvenlig.

Tandpasta: Lavera

For nylig løb jeg tør for min Zendium-tandpasta og besluttede mig for at prøve min første økologiske tandpasta. Valget faldt på det tyske mærke Lavera, da jeg er rigtig glad for deres mascara og deodorant. Derudover er tandpastaen vegansk, hvilket altid er et plus i min optik. Så ingen mystiske gemte ingredienser som fx. æggehvide.

Ekstra tips:

Er du i tvivl om dine produkter indeholder mikroplastik? Den danske NGO Plastic Change har lavet en app, som hedder Beat the Micro Bead. Udover et fængende navn er app’en god til at tjekke, hvorvidt ens produkter indeholder mikroplastik eller ej.

Derudover er det godt at huske på at smide plastik til genbrug eller ligefrem at købe ind uden beholder. Nogle laver også deres egne skønhedsprodukter, men der er jeg ikke noget til endnu. Er du nysgerrig? Så tag et kig på denne uddybende artikel fra Sustain Daily.

#50 taknemlighed

Der sker for øjeblikket en masse dejlige ting. Det er jul, jeg ser snart min familie og mine venner i Danmark igen. Jeg nyder de sidste dage her i Lille med mine venner, som jeg sætter mere og mere pris på, for hver dag der går. Men samtidig skal jeg snart sige farvel til netop disse. Der ligger desværre et tungsind bag glæden, fordi alting snart slutter. Som ordsproget siger: All good things must come to an end, og et kapitel i mit liv, der har været ubeskriveligt, er ved at være slut. Heldigvis har vi stadig nogle dage endnu, som jeg på trods af fire eksaminer agter at udnytte fuldt ud!

Men, hvad har jeg blandt andet været taknemlighed for i denne uge?

For det islandske ord innsæi, der betyder “det indre hav”.

Humus med oliven. Det skal jeg lave, når jeg kommer tilbage til Danmark!

En sidste lørdag eftermiddag og aften i julepyntede, hyggelige Vieux Lille med to særlige veninder. Med kaffe og kage, indkøb af julegaver og vinbar. Sidstnævnte som kun sælger biodynamisk vin, og som jeg har villet prøve siden starten af september!

At jeg bor i en tid, hvor man kan forholdsvis let kan besøge hinanden rundt om i verden. Samt at jeg er privilegeret nok til at kunne gøre det.

De virkelig pæne ting nogle af mine venner sagde om mig fredag aften.

Musik. For “stue-koncert”. For dybde og ærlighed gennem musik.

At jeg snart ser min familie igen.

 At holde pause fra eksamenslæsningen fredag middag og spise økologisk og (næsten) plantebaseret frokost med min veninde på denne fine café. Generelt for at kunne tillade mig selv at skeje ud denne sidste uge og tage en masse på café!

IMG_2407

En lækker, vegansk pizza!

At jeg bliver bedre til at være mig selv med alle de både positive og negative egenskaber, det indebærer.

At opleve min første, professionelle fodboldkamp i formidabelt selskab.

At den nye Star Wars-film kom ud i denne uge!

For at min ven reddede mit liv (overdrivelse fremmer forståelsen) med et Ricola-bolsje under en eksamen! Det havde været en alletiders reklame med mig, der var ved at hoste mine lunger op for så at holde op efter at have fået et bolsje.

Nyvasket hår og croissanter.

At kunne føle mig hjemme på favoritten Coffee Makers.

At jeg snart kan drikke det fynske vand igen!

Store, runde, saftige appelsiner. I løsvægt!

At jeg kan blege mit hår naturligt med kamille.

#49 taknemlighed

Denne uges indlæg om taknemlighed kommer efter en uge, hvor jeg nærmest har været syg hele tiden. Det har dog ikke stoppet mig fra at lave ting med mine venner. Men når man er syg, (eller sådan har jeg det i hvert fald ofte) kan man godt komme i lidt dårligt humør, have let til tårer og være lidt gnaven. Men så sætter man sig ned foran computeren, kigger ud på det kolde, mørke og blæsende vintervejr og glæder sig over at sidde varmt indenfor. For så at begynde at skrive på dette indlæg. Ja, så stiger humøret!

Så, hvad har jeg været taknemlig for i denne uge?

 

For at vågne op til snevejr i morges!

At jeg endelig efter at have været syg siden tirsdag aften er ved at få energien og humøret tilbage og blive rask.

For at have været inviteret til at opleve et tysk juleritual af mine veninder lørdag aften! Det indebar blandt andet at hælde rom over en sukkertop, derefter tænde ild til den og lade det smeltende sukker dryppe ned i en gryde med rødvin. For derefter at se en tysk sort-hvid film fra 40erne og skåle i denne såkaldte Feuerzangenbowle. Virkelig skægt!

For at jeg har en søster, som kan ruske op i mig en gang imellem.

For at min italienske veninde og jeg fik et bravo fra vores lærer efter en mundtlig eksamen i sociale medier – på fransk. Pyh, den havde jeg været nervøs for!

For venner som vil blive ved med at være der på trods af de mange kilometer, som kommer til at skille en.

For at min veninde foreslog, at vi tog på l’Impertinente torsdag eftermiddag. Det er en tesalon med (siger rygtet) byens bedste kager. Det er en tesalon, som er så populær, at man gerne skal stå og vente på et bord i hverdagene og stå i kø ud til gaden i weekenderne! Rygtet blandt Lilles indbyggere i helt sikkert sandt, for kagerne var h-i-m-m-e-l-s-k-e! Desuden er det super cool, at ejerne laver kagerne, efter hvilke råvarer der er i sæson omkring Lille.

IMG_2366

For at kunne redde spaltede spidser med det naturlige vidundermiddel, kokosolie!

For det mest nuttede franske ord, biscuit. Ja, det staves på samme måde på engelsk, men når det udtales på fransk, lyder det helt utroligt nuttet. Haha. Små fornøjelser.

At have genopdaget Céline Dion-klassikeren That’s the way it is.

For at den risalamande, min landsmand og jeg havde kastet os ud i at lave, rent faktisk endte med at blive en succes på trods af mindre, ahem, udfordringer.

For min veninde som kom med suppe til mig i onsdags, da jeg var syg og havde en lang dag i skolen foran mig.

For min bedsteveninde. Hun er en ener.

For god (sort og ironisk) humor.

 

#48 taknemlighed

Søndag, og nu kun tre uger tilbage i Lille! Tiden flyver hurtigere og hurtigere, som jeg også nævnte i sidste uges indlæg. I dag har budt på en skøn hjemmelavet søndagsbrunch med 7 venner fra både ind(Frankrig)- og udland. Med julemusik, gode snakke (en français!) og afslappet stemning.

Men, hvad har jeg været taknemlig for i denne uge? 🙂

Dygtige venner som kan tegne en skitse til ens præsentation, når man selv tegner som en treårig!

Når man render ind i folk, man kender, fra de andre fakulteter på universitetsrestauranterne.

Restaurant på en mandag aften med vennerne fra skolen. Jeg kommer til at savne den flok!

Når en god ven fortæller, hvor meget han sætter pris på en.

Endnu en gang at kunne tilbringe et par timer på hundecaféen Le Waf!

At bo på et af universitets kollegier. Det er lidt dyrt, men til gengæld fik vi i fredags en julefest for alle kollegierne + venner. Med champagne, pindemadder, underholdning og DJ. Samt ikke at forglemme en gratis nissehue. Det var ikke helt dårligt!

En frisk, lang gåtur rundt om kastellet. Der lå stadig sne og planterne var dækket af iskrystaller. Næsten som et vinter eventyr!

IMG_2330

En spontan aften på mine venner kollegium. Med kortspil, julemusik, ingefærkager og leg i sneen!

En varm, nylavet pain au chocolate. Det var lige til at få tårer i øjnene af på sådan en kold torsdag morgen!

Når folk siger, hvor god jeg er blevet til fransk. Juhu!

At en tilfældig kvinde på en café tæt ved skolen blev en del af mig og mine venners diskussion om flygtningeproblematikken.

Pebermyntete!

At jeg har overstået begge mine franskeksaminer denne uge. Desuden følte jeg, at de gik godt!

IMG_2333

SNE!

At min bager kunne færdiggøre min sætning i dag. “Vous avez du pain au…” “épautre? Bien sûr.!” Jeg kommer til at savne at kunne købe billigt, sprødt speltbrød fra en hyggelig bager.

For at kunne tænde mit kalenderlys d. 1. december i morgenens mørke og kigge ud på sneen, der stadig lå som et tyndt lag.

IMG_2334

De fine efterårsfarver, der endnu farver naturen omkring kastellet. Pyntet op til jul med is og sne!

#47 taknemlighed

Det er virkelig gået op for mig, at jeg nu kun har en måned tilbage i Lille. En måned til at krydse de sidste ting af på listen med oplevelser, til at bruge tid med mine venner og til at lære fransk. Det er utroligt, som tiden pludselig flyver afsted, når man for alt i verden ville ønske, at man kunne hugge bremserne i. Derfor ved jeg også, at december kommer til at flyve afsted. Lige nu er det også bare endnu mere vigtigt for mig at nyde de små øjeblikke og sørge for at være så meget til stede i nuet som muligt. Ikke lade sig stresse af eksaminer osv. men at nyde, virkelig nyde den sidste tid her i Frankrig! Jeg kan se tilbage på en uge, som har været fyldt med sjove, varme, skøre øjeblikke, og her kommer nogle af dem.

For hvad har jeg været taknemlig for i denne uge?

For at der her i Lille er en hundecafé, hvor det er os mennesker, der er gæster. Jeg tilbragte flere timer sidste søndag med en god veninde og de 10 hunde, der bare ventede på at blive nusset!

At jeg er blevet bedre til at lytte og acceptere, at andre har en anden holdning end mig uden at forsøge at ændre den til min egen holdning.

Når folk (inklusiv mig selv) udtaler ord på fransk forkert, og de pludselig får en helt anden og meget sjovere mening!

Internettet. Det er fantastisk at kunne holde fast i kontakten til ens venner fra hele verden.

Den skønneste Thanksgiving som blev holdt på mine venners kollegium i torsdag. Sikke en aften!

At slutte en gevaldig tømmermænds-ramt fredag af med biograftur og en pænt skræmmende (men hylende morsom) tur i pariserhjulet, der er sat op i anledning af julemarkedet.

Hele lørdag blev brugt med skønne mennesker fra min skole, da vi var i nabobyen Arras for at se den gamle del af byen og tage på julemarked. Det var den skønneste dag med en særlig julestemning over sig.

At jeg er omringet af de mest livsbekræftende mennesker fra alle mulige forskellige kulturer!

IMG_3052 (2).jpg

Vin chaud som nærmest er det samme som gløgg. Så gik jeg alligevel ikke glip af det, på trods af at jeg ikke er i Danmark.

At clementinsæsonen er begyndt!

For venner som er lige så store legebørn som en selv og gerne vil prøve karruseller (til børn) på julemarkeder!

Spontan tur på marked denne søndag morgen med en veninde.

Æbler dyppet i mørk chokolade og rullet i kokosmel.

#46 taknemlighed

Søndag, sol og lettere tømmermænd efter et restaurantbesøg, som endte med en spontan bytur. I dag er det studietid men i selskab med menneskets bedste ven på hundecaféen Le Waf. Den vil jeg helt sikkert komme ind på i næste søndags indlæg. Men først denne uge.

Hvad har jeg været taknemlig for?

 

At min fantastiske søster og hendes kæreste sendte en overraskelses-julepakke med julegodter, pynt og en notesbog (hun kender min afhængighed af notesbøger), så jeg også kan julehygge her på mit kollegieværelse!!

Denne artikel som giver håb for planeten! Blandt andet står der, at plantebaseret “mælk” nu optager 10 % af markedet i USA! Sol- og vindenergi bliver billigere og billigere.

De nuancer af gul, grøn, brun og råd som pryder træerne. Lille har været lidt bagud, men nu eksploderer efterårsfarverne!

Blomkål! Så billigt og sundt og samtidig så mange muligheder for at lave forskellige retter.

At være en blandet flok venner på jazz baren l’Intervalle i den fine, gamle bydel kaldet Vieux Lille. Baren havde en varm fornemmelse, da væggene var dækket af træbrædder, som også gjorde akustikken super god. Bandet var fænomenalt, og det føltes nærmest, som om vi havde taget et hop tilbage til 20erne.

Te-hygge mandag aften med en veninde jeg ikke havde set i over halvanden måned.

Når ens venner forstår en. Men især også når de ikke kender har oplevet det samme men virkelig forsøger at forstå, hvordan man har det.

Chocolate chaud aux epices på min yndlings kaffebar!

IMG_2274

Min ene fransklærer som er super dygtig og striks, men som samtidig er en virkelig varm person med en veludviklet ironisk humor!

Spontant dessert-besøg hos den fineste gamle patisserie (konditor) Meert onsdag aften med min veninde. Der fik jeg endelig smagt den ultra franske kage, éclair.

At solen har strålet både fredag, lørdag og i dag søndag!

At min veninde lavede mad til mig fredag aften og kom med et godt råd til en udfordring, jeg har grublet meget over.