Bevidsthed om naturen

Tips: Bevidsthed på badeværelset

Et leksikon fra A-T af badeværelsesprodukter, som er bedre for naturen, dig selv – samt måske ligefrem din sjæl.

Det kan være overvældende at skulle tænke bæredygtighed ind i alle hverdagsvaner. Jeg begyndte selv for flere år siden at tænke over, hvilken indvirkning de ting, jeg køber, har på naturen. Men hvis man bare er tålmodig med sig selv og tager én ting ad gangen, bliver det mere overkommeligt. Man kan f.eks. starte med et par af de produkter, man har stående på badeværelset! Her kommer nogle tips til produkter, du kan købe, som er mere skånsomme for den naturlige verden, dyrene og dig selv.

Afblegning: Økologisk Kamille og frisk citron

Hvis du som jeg er blond, kender du sikkert følelsen af lettere vemod, der kommer, når ens gyldne sommerhår går hen og bliver en anelse leverpostejs-farvet om vinteren.

En helt naturlig og billig metode er at finde en halv frisk, økologisk citron og noget kamillete frem. Tag to spiseske kamillete og bland det i omkring 1/2 liter vand i en gryde. Pres den halve citron i blandingen og varm den op til kogepunktet. Lad derefter blandingen simre i 10 minutters tid og lad den køle, til den er lunken.

Nu sier du kamilleblomsterne fra, og fordeler blandingen i vådt hår. Vrid derefter det overskydende væske ud af håret og lad det sidde i et kvarters tid, før du tørrer håret med en føntørrer. Næste morgen vasker du håret som normalt og voilà, du har nu fået lysere hår.

OBS. Fra hvad jeg har kunnet læse frem mig til, virker det kun, hvis du allerede har blond hår. Ellers skal der skrappere midler til.

IMG_7925

Barberskraber

Jeg bruger en Safety Razor fra Gillette, som jeg tilfældigvis fandt på mine forældres badeværelse. Den har nok stået der i 30 år, og det siger noget om kvaliteten! Jeg havde tidligere læst om disse, men brugte stadig de almindelige skrabere, hvor man nærmest skal skifte bladene efter 7 gange i brug. Det var jeg lidt træt af, og samtidig synes jeg, det var spild af materiale at smide dem direkte i skraldespanden. For da både plastik og metal var blandet sammen, kunne man jo ikke smide dem i metalaffald. Det er noget andet med en Safety Razor, hvor du køber fem blade i fx Matas for 50 kr! Disse blade holder virkeligt længe og kan smides ud som metalaffald, da det er rent aluminium. Derudover er de kendt for ikke at forårsage irritation og indgroede hår.

Barbersæbe

En gammeldags klump sæbe, som man skal gøre fugtig og derefter skumme op på sine ben, før man barberer dem. Skeptisk? Ja. Overvundet? Ja! Både huden og hårene er blevet blødere, efter at jeg er skiftet til denne sæbe, og jeg har færre problemer med irriteret hud. Det kan muligvis være, fordi sæben er lavet på vegetabilske olier. Samtidig undgår man den store mængde plastikemballage.

IMG_7937

Deodorant: Lavera eller frisk citron

Jeg skiftede for nogle måneder siden til en deodorant fra det tyske mærke Lavera. Grunden til det var, at jeg gerne ville have en deodorant uden aluminium. I sommers havde jeg lagt mærke til, at flere af mine hvide toppe havde fået gule skjolder under armene. Det viste sig, at aluminium var synderen. Laveras deodoranter er bl.a. uden aluminium, og efter et hurtigt google-tjek kunne jeg se, at deodoranterne havde fået ganske gode anmeldelser. Det viste sig at holde stik, og jeg er mindst lige så glad for Laveras 24 h Fresh Body & Wellness Care, som jeg var for min gamle Neutral-deodorant.

Et andet tip er at bruge en skive frisk citron i stedet for deodorant. Man stryger bare en skive citron i armhulerne – selvfølgelig med kødsiden. I følge min far virker det bedre end deodorant. Det må da siges at være naturligt!

Håndcreme: Kokosolie og/eller mandelolie

Her er jeg nærmest gået væk fra almindelig håndcreme og bruger i stedet den kokosolie og mandelolie, jeg alligevel har stående.

Hårkur: Kokosolie

Når mit fine, skandinaviske hår trænger til en hårkur, bruger jeg kokosolie. Dog kun til længderne. Har jeg god tid en morgen, varmer jeg et par spiseskefulde kokosolie op, til det smelter. Derefter fordeler jeg det i hårets længder, og lader det gerne sidde i et par timer. Derefter vasker jeg håret. Sørg dog for først at massere shampooen ind i hårets længder, før du gør det vådt, da det ellers kan være svært at få al olien ud. Det er utroligt, hvilken forskel kokosolien har gjort for mit hår! Jeg er nu ikke blevet klippet i små to år, men det kan man nærmest ikke se.

Kropslotion: Kokosolie og/eller mandelolie

Ligesom håndcremen er blevet skiftet ud med olien, er kropslotionen det også.

Læbepomade: Kokosolie

Sikke en overraskelse! Tidligere havde jeg brug for at påsmøre læbepomade flere gange om dagen, men det problem har jeg ikke mere. Kokosolien klarer skærene. Hvis man savner at have en læbepomade i tasken, kan man snildt finde en lille, fin bøtte og med en ren ske putte noget kokosolie herover i.

Menstruationskop

Første gang jeg hørte om fænomenet en mentruationskop, var jeg pænt skeptisk. Det lød besværligt og usikkert. Kunne sådan en silikone-dims virkelig holde på sagerne? Svaret er ja. Siden jeg købte min for lidt over et år siden, har jeg været super glad for den. Man sparer de enorme mængder bind og tamponer, penge, man skal kun tømme den morgen og aften, og så er det bedre for underlivet.

Tandbørste af bambus

Noget plastik er nyttigt, mens andet uden problem sagtens kan blive skiftet ud med et andet materiale. Som fx. en tandbørste i bambus! Planten er den hurtigst voksende i verden og er derfor meget miljøvenlig.

Tandpasta: Lavera

For nylig løb jeg tør for min Zendium-tandpasta og besluttede mig for at prøve min første økologiske tandpasta. Valget faldt på det tyske mærke Lavera, da jeg er rigtig glad for deres mascara og deodorant. Derudover er tandpastaen vegansk, hvilket altid er et plus i min optik. Så ingen mystiske gemte ingredienser som fx. æggehvide.

Ekstra tips:

Er du i tvivl om dine produkter indeholder mikroplastik? Den danske NGO Plastic Change har lavet en app, som hedder Beat the Micro Bead. Udover et fængende navn er app’en god til at tjekke, hvorvidt ens produkter indeholder mikroplastik eller ej.

Derudover er det godt at huske på at smide plastik til genbrug eller ligefrem at købe ind uden beholder. Nogle laver også deres egne skønhedsprodukter, men der er jeg ikke noget til endnu. Er du nysgerrig? Så tag et kig på denne uddybende artikel fra Sustain Daily.

0 comments on “Tips: Bevidsthed på badeværelset

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: