Personligt

Der skulle en hjernerystelse til

Til alle som glemmer at stoppe op, til dem der gerne vil blive bedre til at stoppe op og til mig selv.

For præcis et år siden i dag blev jeg ramt af en hjernerystelse, der endte med at slå mig ud i fem måneder. I dag sidder jeg i Frankrig, jeg er på udveksling på det universitet, jeg ønskede mig, og jeg har aldrig haft det bedre.

Jeg fik lyst til at skrive dette i dag. Ikke fordi jeg gerne ville forklare om min ”sejr over hjernerystelsen” og gøre livet til en konkurrence. Nej, jeg fik lyst til at skrive det, fordi jeg faktisk var virkelig glad for, at jeg for et år siden fik den pause fra hverdagens ræs.

Da jeg slog hovedet, troede jeg til at starte med ikke, at der var sket noget. En uge senere måtte jeg erkende, at mit hoved virkelig ikke havde det godt. Min tid derefter blev brugt på at høre lydbøger, meditere, gå lange ture i København, spise chokolade, drikke te og egentlig bare på at slappe af.

Jeg havde så meget tid, at jeg kunne bruge en halv dag på at sidde og kigge ud over vandet, hvis jeg havde lyst. Noget som jeg altid har elsket at gøre, men som jeg tidligere ikke rigtigt gav mig selv lov til. For jeg havde altid et stik af dårlig samvittighed, over at der var mange ting, jeg burde gøre i stedet.

Selvfølgelig var der dage, hvor jeg var sur på hele verden. Hvor jeg følte en dyb uretfærdighed, over at det lige skulle ske for mig. Hvor jeg savnede at kunne løbe en tur, når jeg ville og se mine venner i så lang tid og hvornår jeg ville. Min allerede eksisterende angst blev også forstærket efter hjernerystelsen, og jeg følte ofte en stor uro i kroppen.

Netop uroen leder mig frem til det, jeg vil pointere med dette lille essay. For sidste september stod jeg pludselig i en situation, hvor jeg ikke længere skulle præstere noget. Jeg skulle egentlig bare være i nuet. Jeg vidste ikke, hvor længe min hjerne ville have brug for pause, og det gjorde mig urolig. Pludselig havde jeg ikke længere noget, der kunne holde mig beskæftiget fra mine tanker, og det var nok den største udfordring i de måneder. Men samtidig var det netop det, som var en gave.

Jeg tror vitterligt ikke, at det er sundt for os at leve på den måde, mange lever i Danmark i 2017. Med den enorme informationsstrøm, og de krav vi stiller os selv mht. job, uddannelse, udseende osv. Vi skal hele tiden prøve så hårdt.

For mig føltes det, som om der altid lå et usagt krav, om at man som studerende skal kunne jonglere både studie og studierelateret arbejde. Samtidig skal du se godt ud, have en sej hobby og nå at gå i byen i weekenden, for gud forbyde ‘FOMO’. Du skal også kunne møde på studiet eller arbejdet om mandagen med et stort smil, overskud og en emne til at se de nye løsninger. For du er jo ung og livet har endnu ikke dræbt din optimisme og din kreativitet.

Alt dette er sagt før. Men jeg forstod ikke, hvor meget disse ting tyngede mig, før jeg blev nødt til at få ro. Før jeg blev nødt til at tage den pause væk fra det hele.

Netop det at tage pauser, at slukke telefonen og computeren. At sidde og kigge udover havet, fordi man har lyst, og ikke fordi man venter på det perfekte øjeblik til at tage et billede til Instagram. Det er noget, jeg stadig skal minde mig selv om hver dag.

Men oplevelsen med hjernerystelsen har gjort, at jeg faktisk nu gør det og lytter til min krop. Jeg husker den 10 minutters meditation, selvom jeg hellere vil flade ud og se Netflix.

Det er en udfordring at stå af ræset og nyde de små øjeblikke. Men måske bliver det lettere, hvis vi alle husker hinanden på det. Hver dag.

 

1 comment on “Der skulle en hjernerystelse til

  1. Pingback: Uge 39 taknemlighed – Siri Dannesboe

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s